Bag om biografen

I Lido Biograferne er der typisk 8 medarbejdere på arbejde af gangen: 1 filmoperatør/ansvarlig, 2 kioskmedarbejdere, 2 billetsælgere og 3 piccoloer. 
Operatørens arbejde går ud på at sørge for, at filmene bliver sat på fremviserne til tiden, så køreplanen overholdes. Udover dette er det operatøren, der har ansvaret for dagen, og skal besvare tvivlsspørgsmål og træffe beslutninger. 

Kioskmedarbejderne sørger hver dag for at lave popkorn, fylde slik op på hylderne og sørger altid for, at kiosken er pæn, ren og imødekommende. Når den sidste film bliver startet lukker kiosken ned, og der gøres rent og fyldes op til næste dag. 

Piccoloerne sørger for, at vores gæster bliver lukket ind i de korrekte sale til tiden og at foyerne er rengjorte og indbydende. Det er desuden piccoloernes opgave, at gøre salen klar efter en forestilling så den er klar til den næste - nogle gange under et stort tidspres! 

I billetsalget bliver der solgt billetter, og det er billetsælgeren, der om aftenen gør kassen op. Billetsælgerne tager desuden telefonen, og kan besvare de fleste spørgsmål som man måtte have.

Hvis du eller I har lyst til en rundvisning bag lærredet er I velkomne til at kontakte personalet - det vil stort set altid kunne lade sig gøre. 

I biografen er der altid en hyggelig stemning, og det er der bestemt også "bag kulisserne".

Biografen ledes af biografdirektør Henrik Daugaard og til daglig af operatørerne.